Stålpander - tips og vejledning

Stålpander

Tips og vejledning


Temperatur og fedtstof

Første gang du laver mad på en stålpande, vil du opdage at den ikke reagerer som en pande med belægning. Vi har samlet nogle tips til hvordan du bedst kommer i gang med at bruge din nye stålpande:

  • Varm aldrig panden op på højeste varmetrin. Panden kan sagtens tåle varmen, men det kan maden ikke.
  • Det er bedst at stege i smør, da man med smør nemmere kan se, hvornår panden er klar til brug. Alm. smør indeholder 80% fedt og 20% vand. Når vandet er sydet bort og smørret er blevet stille og gyldenbrunt er panden klar til stegning.
  • For at opnå en god stegeskorpe skal maden vendes så få gange som muligt. Når porerne i maden lukkes slipper den fra panden.

Hvorfor hænger maden fast?

Det kan skyldes:

  • For høj eller lav varme. Varm aldrig panden op på højere varme end du skal stege ved. Højeste trin på et komfur er kun til at stege vandbaserede fødevarer på. Er varmen for høj bliver maden brændt og tør. Den optimale stegetemperatur ligger på ca. 170 grader C.
  • Porerne i maden er ikke blevet lukket - At stege på en rustfrit stålpande kan sammenlignes med at grille. Forsøger man at vende maden for tidligt, hænger madvaren fast på grillen. Når maden let slipper fra panden, er den klar til at blive vendt.

Hvilke madvarer kan man stege på en stålpande?

I princippet kan man stege alle typer af madvarer i en stålpande. Det kan dog være godt at vide, at madvarer der indeholder mange kulhydrater generelt suger meget fedt til sig. De madvarer vi køber har oftest tilsat forskellige ting. F.eks. er bacon oftest tilsat druesukker, hvilket resulterer i at det nemmere hænger fast i en stålpande. Derfor kan en non-stick pande være et bedre valg. Der findes ingen pande, som er bedst til at tilberede alle typer af madvarer.


OP